Den virkelige energipolitiske skandale

Indlægget her blev bragt i Altinget 28. januar 2016. Godt 1 1/2 år senere kommer Rigsrevisionens rapport. Forbrugerne betaler fortsat millioner for at blive holdt hen i uvidenhed. Energispareordningen serveres som en milliardgave, mens den i virkeligheden er et tag-selv-bord for de selskaber der lukrerer på at holde forbrugerne hen i uvidenhed.

ESO’en (EnergiSpareOrdningen) er et enestående eksempel i dansk tilskudshistorie på en pengemaskine, der kører uden omkostningsloft og uden tilstrækkelig kontrol. Det italesættes som ”en forpligtelse”, men i virkeligheden er det det modsatte.

De involverede selskaber ved det godt. De tør bare ikke sige det højt. Anonymt svarer de dog følgende til revisionsfirmaet Deloitte (2015) på spørgsmålet: ”I hvilken udstrækning vurderer I som selskab, at der er tale om et velfungerende marked for køb af energibesparelser?”:

  • ”Jeg synes, det er en pengemaskine.”
  • ”Der er alt for lidt kontrol med selskaberne som handler og køber energibesparelser.”
  • ”Der er i takt med energibesparelsesindsatsen kommet et “gråt” marked uden speciel regulering for handel med energibesparelser.”
  • ”Vi har ikke set de store retsopgør endnu, men det kommer. Det er et lovløst marked.”

De, der fører et enøjet forsvar for ordningen, er med andre ord ikke synkroniseret med deres bagland. Men den virkelige skandale i forbindelse med ESO’en må være mørklægningen af, hvordan ordningen er indrettet og implementeret ude i virkeligheden. Her er blot et par af en meget lang række af eksempler på, hvad energiforbrugerne betaler for:

”Arbejdsgruppe for snyd og omgåelse af regler”
Myndighederne har nedsat en arbejdsgruppe for ”Snyd og omgåelse af regler for energiselskabernes energispareindsats”. Arbejdsgruppen ”har samlet dokumentation for en række konkrete forhold”, som er gengivet i myndighedernes notat. Her gengives tre af mere end femten velkendte muligheder for snyd og omgåelse af regler (man kan læse notatet her).

Ingen konkrete projektaftaler. Energibesparelser indberettes på baggrund af en generel rammeaftale. Det giver mulighed for at få penge for opgaver, der reelt ikke er udført.

Afviste projekter går alligevel et andet sted. Projekter, der afvises et sted, ender lige pludselig som godkendte projekter et andet sted.

Dobbeltindberetning. Kunder indgår aftale om overdragelse af energibesparelser med flere energiselskaber. Der er omkring 100.000 projekter årligt. Ingen af projekterne har et særligt projekt-id.

Dårlige auditorer (revisorer), der ikke har kendskab til aftalens krav, regler og derved godkender projekter, der burde underkendes.

Listen er ikke udtømmende. Eksempelvis tæller ulovlig markedskobling ikke med. Der er eksempler på, at selskaber betinger sig, at forbrugeren også er kunde i deres koncernforbundne handelsforretning, hvis der skal udbetales energisparemidler, og at der tilbydes særlige rabatter.

Der eksisterer intet overblik over omfanget af snyd og omgåelse af regler til trods for, at ordningen roterer milliarder.

Økonomi og omkostninger uden styring
Når det gælder økonomi og omkostninger, er der flere eksempler at tage af, idet der grundlæggende er rod i indberetningerne og dermed i det datagrundlag, som politikerne træffer beslutninger på baggrund af.

Energitilsynet har i såvel 2013 som 2014 i deres benchmark gjort klart, at der er problemer. I 2014 kaldes indberetningerne bl.a. ”inkonsistente” og ”bemærkelsesværdige”.

Noget andet er, at nøgletal for hvor mange energibesparelser, der er realiseret, og hvor mange penge der er brugt på besparelser, indberettes forskelligt alt afhængig af, hvilken myndighed monopolerne indberetter til. Alene på omkostningssiden er der tale om en difference på et to-cifret millionbeløb i den tunge ende.

Endvidere kan man iagttage et ejendommeligt fænomen i den økonomiske rapportering fra el-monopolerne. I 2014 får op mod 50 procent af el-monopolerne på magisk vis indtægter og udgifter til ”at gå i nul”. En statslig støtteordning, der er omkostningsstyret, kan ikke gå i nul. Hvorfor?

Selskaberne har fået bevilling til at opkræve et bestemt beløb, som skal dække deres omkostninger. Ingen legal virksomhed kan budgettere sine omkostninger således, at de præcist rammer opkrævningen hvert eneste år. Der vil være projekter, der er blevet billigere eller dyrere end antaget. Hvis disse udsving skal blive til et rundt nul, så betaler halvdelen af el-monopolerne enten frivilligt en meromkostning (når der bruges mere en budgetteret) – eller også stoppes der noget i lommen (når der er mindre end bevilliget).

Omfanget er ukendt, men man kan have en hypotese om, hvilken vej pengene strømmer. Fraværet af omkostningsstyring koster forbrugerne dyrt, idet der endvidere er nul kontrol med, hvad selskaberne rent faktisk opkræver ude hos kunderne.

Forbrugerne betaler for varm luft
Noget andet er betaling for varm luft, det vil sige energibesparelser som hverken gavner miljøet eller forbrugerne. Ganske bemærkelsesværdigt laver en række af de allermindste el-monopoler i 2012 pludselig 650-1.000 procent flere besparelser, end de er forpligtet til. Disse små selskaber leverer i 2011 4,5 procent af årets samlede besparelser på el-området, hvilket passer med deres forpligtelse.

Året efter leverer de 25 procent af alle besparelser i hele Danmark. Et væksteventyr uden sidestykke i dansk energisparehistorie, som ingen dog hører et eneste ord om. Det har desværre sin egen helt logiske forklaring.

For det første sker det til en pris, der for nogle af selskaberne er helt op til 40 procent dyrere end årets landsgennemsnit. For det andet påføres andelshaverne – og dermed også erhvervslivet i dette stykke af udkantsdanmark – helt unødvendige omkostninger alene som følge af meraktiviteten, fordi el-monopolerne leverer noget, som end ikke politikerne har efterspurgt.

Hvad værre er, er at besparelserne kommer fra et selskabsopkøb, som monopolerne har foretaget via et fællesejet selskab. Besparelserne er således ikke alene urimeligt dyre. De falder uden for ordningens rammer, fordi de ikke er additionelle, idet tilskuddet er hjemtaget efter, at besparelsen er hentet hjem.

Høj pris for at blive holdt i uvidenhedens slør
Fakta er, at forbrugerne betaler en ekstremt høj pris for at blive holdt i uvidenhed.

Energispareordningen serveres som en milliardgave, mens sandheden er, at forbrugerne får tilsendt en helt unødvendig og urimeligt dyr regning – og hvad miljøet efterhånden får ud af det er tvivlsomt.

Måske du også er interesseret i at læse: